På blyberg.net kan man pt læse om Ann Arbour Distric Library’s forsøg med at åbne OPACen op. John Blyberg kalder forsøget SOPAC (det sædvanlige, men med ’social’ foran), og er manden bag projektet.

De giver mulighed for, at brugerne kan tagge poster og anmelde poster, og i løbet af de første 4 dage har der allerede været en smule aktivitet. 330 tags og 21 anmeldelser, foretaget af hhv. 27 og 16 mennesker (og af de sidste er 4 ansatte på biblioteket).

Blyberg udtrykker tilfredshed, men nævner også selv, at det er ukendt farvand, de er på vej ud i, da brugergruppens sammensætning betyder, at mange ikke er vandt til socialt software. Han virker optimistisk, men jeg kunne godt være lidt skeptisk.

Social software er afhængig af kritisk masse. Det er ikke kun et spørgsmål om at stille vandet frem, man vil også være nødt til at være indstillet på at vise, hvordan det skal drikkes. Og hvorfor. Især så længe den kritiske masse ikke helt er der endnu.

Men spændende er det. Jeg ser frem til at høre mere om, i hvor høj grad systemet kan køre uden indblanding.